Orientering fra Motorstyrelsen: Lukning af motorekspeditioner og fremtidige digitale løsninger

På vegne af Motorstyrelsens direktør, Jørgen Rasmussen, fremsendes følgende orientering.

Regeringen har besluttet, at antallet af ansatte i staten skal reduceres med 1.000. Det omfatter også Skatteministeriet, herunder Motorstyrelsen, og vi har derfor besluttet, at vi lukker vores fire motorekspeditioner fra den 1. juli 2025. Det vil bidrage med en reduktion på 14 årsværk.

Vi skal nu i gang med at se på, hvordan vi kan styrke vores nuværende digitale løsninger og udvikle nye digitale tilbud, så vi fortsat kan levere en god service til virksomheder og borgere.

Vi vil løbende holde jer orienteret, når vi får nye løsninger på plads, der skal afløse de hidtidige, så borgere og virksomheder ikke skal være i tvivl om, hvad de skal gøre, når de fx skal have nye nummerplader eller prøvemærker.

Som I ved, håndterer ekspeditionerne i dag bl.a. registrering af køretøjer, udlevering af nummerplader, specialnummerplader og prøvemærker. Vi forventer, at en del af disse opgaver fremover i højere grad kan løses digitalt, men der vil også være situationer, hvor det er nødvendigt med personlig betjening.

Her kommer vi til at række ud til jer og jeres medlemmer, for vi forestiller os, at nummerpladeoperatørerne kan bidrage med fx at udlevere nummerplader og prøvemærker, som flere gør allerede i dag. Derfor vil vi invitere de relevante parter til dialog, når vi er kommet længere i processen.

I forhold til prøvemærker er vi opmærksomme på, at der kan være en udfordring i forbindelse med eksport af køretøjer og brug af udenlandske chauffører. Men her arbejder vi også på at finde en god og smidig løsning.

De øvrige vejlednings- og sagsbehandlingsopgaver, som ekspeditionerne tager sig af i dag, vil fortsat blive varetaget af Motorstyrelsen, og de vil senest ved udgangen af 2025 blive samlet i Aalborg, hvor vi vil opbygge et stærkt, fagligt miljø.

Men ind til videre kan I forvente, at ekspeditionerne løser de samme opgaver som hidtil.

Vi håber på en konstruktiv dialog med jer om denne beslutning.

« Tilbage